”Kend din by”

- den oplagte gave.

Gennem flere år var serien om århusianske gader, stræder og rekreative områder et ugentligt indslag i JP Århus. Undervejs skortede det ikke på læseropfordringer til at udgive ”Kend din by” i bogform.

Projektet blev realiseret gennem et samarbejde mellem Morgenavisen Jyllands-Posten og Østjysk Hjemstavnsforening – med sidstnævnte som udgiver. Forfatteren, journalist Mogens Weinreich, har udvalgt 60 af de mere end 200 gader, som serien i JP Århus omfattede.

Resultatet er blevet en indbundet bog på 250 sider, hvis lokalhistoriske indhold ledsages af forfatterens personlige iagttagelser og synspunkter.

”Kend din by” koster 100,00 kr.

(Foto af forsiden)

 

   

 

”Kend din by II”
 

”Kend din By” i ny version

   

Genkendelsens glæde er ikke at foragte. Derfor kan læsere, der for nogle år siden i JP Århus fulgte den lokalhistoriske artikelserie ”Kend din by”, som efterfølgende udkom i bogform i 2005, se frem til et gensyn.

Bogen, udgivet af Østjysk Hjemstavnsforening, indeholdt 60 skildringer af århusianske gader, stræder og torve, hvis historie blev fulgt helt op til nutiden - og i nogle tilfælde også tog hul på fremtiden, som siden er blevet indhentet. I en anmeldelse af bogen skrev redaktør Jens Kaiser, JP Århus, blandt andet, at ”artiklerne skabte fornyet interesse for lokalhistorien, fordi mange kunne læse historien om netop den gade, de boede i eller var vokset op i”.

I 2007 har forfatteren, journalist Mogens Weinreich, på talrige opfordringer fra blandt andre medlemmer af Østjysk Hjemstavnsforening, der igen står bag udgivelsen, udvalgt en ny række artikler fra artikelserien, som indgår i ”Kend din by II”. Som det sidst var tilfældet, lægger Mogens Weinreich vægt på at understrege, at bogen, der fremdrager både kendte og mere ukendte sider af byen, er forfattet af en journalist og ikke en lokalhistoriker, hvilket giver plads til personlige iagttagelser og synspunkter.

”Kend din by II” er i kraft af sit udgivelsestidspunkt den oplagte gaveidé for såvel foreningens medlemmer som andre med interesse for at vide mere om den by, de enten bor i eller er opvokset i. Bogen henvender sig således til såvel en ældre læserskare, der gerne vil erindres om sider af Århus, der ikke længere eksisterer, som yngre tilflyttere med ønsker om at vide mere om byen før og nu.

Selv om der er forløbet to år siden den første bog udkom, fastholdes en pris på 100,00 kr.

 

  Kend din by II  

 

”Kend din by III”


Er udsolgt
 

  Kend din by III  

 

Gå til toppen af denne side Gå til forsiden